iPad i folkeskolen er en dyr og kortsigtet affære

iPad tablets fra Apple, som den seneste tid er gået som varmt brød til virksomheder og forbrugere, er nu også ved at vinde indpas i folkeskolen og kommuner. Tidligere på året har lokalpolitikerne Aabenraa og Guldborgsund erstattet trykte dagsordener og referater med iPads for at spare på papir og porto, og for nyligt har Odder kommune brugt 7,9 millioner kroner på at ekvipere alle lærere og elever i kommunens skoler med i alt 2.580 iPads.

Umiddelbart virker iPads som en god løsning i folkeskolen: It bliver nemmere at inddrage i undervisningen. Og politikerne forsyner vælgerne – i form af lærere og elevernes forældre - med en lækker gadget og fremstår dermed som en moderne og fremsynet kommune.

Men iPads er ikke nødvendigvis svaret på skolernes it-udfordringer. Selvom iPad typisk koster lidt mindre end en notebook i indkøb kan det være en både dyr og kortsigtet fornøjelse, vurderer adm. direktør Mads N. Madsen fra IT Quality:

 

"Der er udviklet meget dansk pædagogisk materiale til pc’er, men ikke noget særligt til iPads, og en iPad kan formentligt heller ikke holde i de fire år, som er normen for en skole-pc. Praktisk erfaring viser, at glasset oftere går i stykket på en iPad end andre maskiner, og det vil give ekstraudgifter. Men først og fremmest er iPads en usmidig løsning i forhold til fremtidens teknologiske udvikling. Det er faktisk ret usikkert, hvorvidt iPad vitterlig er fremtidens device, og dermed låser skolerne sig på en platform, der muligvis er forkert," påpeger Mads N. Madsen.

 

Som alternativ foreslår han skoler og kommuner at slå koldt vand i blodet og satse på at opbygge en it-infrastruktur, der understøtter blandede miljøer, hvor eleverne kan have deres egne computere med i skole, uanset om det er pc’er, Mac-produkter, tablets eller smartphones, og som også holder, når iPads ikke længere er det hotteste blandt elever, lærere og politikere.

 

Der er heller ingen grund til at udstyre alle elever med en iPad eller pc fra skolens side for at kunne inddrage it i undervisningen, eftersom 98 procent af alle danske børn har adgang til en pc i hjemmet, ligesom halvdelen af alle børnefamilier råder over minimum en pc pr. familiemedlem (Danmarks Statistik, april 2011).

 

Især i de større klasser har de fleste elever i forvejen en computer, som i øvrigt kan bruges til mange flere opgaver end en iPad.

 

Dermed slipper skolen også for at servicere elevernes maskiner og gør eleverne parate til en række forskellige platforme – og skolerne sparer penge, som kan bruges på undervisningsmaterialer, it-kurser til lærerne, bygningsvedligeholdelse m.v.

 

Understøttelse af blandede miljøer er i øvrigt ikke nogen svær øvelse. Det har eksempelvis Nyborg kommune indført, og deres løsning til 3.000 brugere administreres såmænd af en enkelt ansat på deltid.

 

Mads N. Madsen: "Ikke alt der glimter, er guld. Skoler og kommuner bør være meget opmærksomme på at overveje fordele og ulemper, inden de vælger strategi for inddragelse af it i undervisningen eller byrådsarbejdet."

 

IT Quality A/S | Banemarksvej 50F | 2605 Brøndby | +45 70 222 444 | info@itq.dk